søndag den 25. juni 2017

2g: Et mareridt, der er overstået

Som dem der kender mig i virkeligheden nok ved, har 2g ikke været et nemt år for mig. Ikke af de grunde at folk snakker om 'hvor hårdt et år det er på grund af arbejdsbyrden', men fordi der er gået mange ting galt i netop dette skoleår. På mange måder kan man sammenligne det med mit 7. skoleår i folkeskolen, som jeg altid kigger tilbage på hvis jeg bliver bedt om at fortælle om den værste tid i mit liv. 
Jeg har afsluttet året med dårlige karakterer. Psykisk pres og eksamensangst ødelagde min mundtlige præstation i de fleste fag. Fysik - et fag jeg normalt er virkelig god til, fik jeg dårlige karakterer i alligevel - fordi jeg ikke tør præstere det, jeg i virkeligheden er i stand til. Til eksamen i kemi måtte jeg slutte med 02 fordi jeg pludselig inde mit til eksamen begyndte at græde. Trods dårlige eksamensoplevelser, har jeg formået at få et flot 10-tal i mundtlig engelsk - det havde jeg slet ikke regnet med! Jeg plejer at få lave karakterer i engelsk! Det sidste tidspunkt jeg husker at få mere end 4 i engelsk, var i folkeskolen!

Og så er der min SRO (Studieretningsopgave) - en forsmag til den store SRP (Studieretningsprojekt) i 3g. Jeg kan afsløre, at jeg har dumpet min SRO, men det får ikke konsekvenser for mig. Var det fordi jeg ikke læste op? Spillede jeg for meget computer? Nej, men det lykkes mig at få halsbetændelse i skriveperioden, hvilket gjorde at jeg virkelig ikke fik afleveret noget der var værd at prale af! Jeg har dog ikke valgt at tage det så tungt, for jeg kender godt grunden. Desuden overholdte opgaven slet ikke de formalia som skolen havde bedt mig om. Jeg havde håbet at min lille redegørelse for formlerne ville have sikret mig 02. Men jeg må bare gøre det bedre til næste år i SRP, for der får det jo betydning!

2g har for mig været et underligt år. 1 uge ude af skolen og så tilbage. Så stopper jeg med at have bestemte fag fordi jeg skal have presset ned - med en udsigt til først at blive student i 2019, hvilket jeg ikke har intentioner for. Heldigvis har det lykkes mig at få så mange fag, at jeg godt kan blive student i 2018, men jeg skal tage to ekstra fag, som jeg vil tage som sommerkursus på VUC når min gymnasietid er ovre.
Derudover har det været et år med fokus på mit mentale helbred. Blandt andet er jeg blevet diagnosticeret med OCD, jeg er startet på medicin mod OCD, jeg går stadig på psyk og jeg har haft alvorlige nedsmeltninger i skolen, hvor jeg har måtte været nødt til at tage hjem, hvilket har resulteret i en høj fraværsprocent, selv i mine yndlingsfag. Til næste år vil jeg virkelig gøre mit for at holde ud! Jeg skal ikke have en høj fraværsprocent! 3g bliver hvor det virkelig gælder!

Hvad kan jeg mere sige om mit andet gymnasieår? Det var noget skidt med få lyse punkter. Mit første gymnasieår var ret godt, så jeg har klare forventninger til mit tredje. Jeg tror, at det bliver et godt år, i det de fag jeg har valgt kommer mere i fokus, og så har jeg mange oplevelser i vente i netop det skoleår. 2g har været et hårdt, nedslidende og forfærdeligt skoleår. Men jeg er blevet mere moden og jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg er flyttet hjemmefra, blevet voksen, blevet bedre til at acceptere mig selv og andre. 2g har fjernet den rest af selvtillid jeg havde tilbage. Men jeg er bestemt ikke opgivende, for jeg vælger at se optimistisk på 3g. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få bygget den selvtillid op igen. For det skal jeg!

onsdag den 19. april 2017

Når autismen klæder sig ud som arrogance

Jeg har før skrevet om hvordan jeg kan fremkomme arrogant i sociale situationer. Som autist er det ikke altid helt nemt at læse de sociale spilleregler, hvilket kan lede til misforståelser. Det kan også være svært altid at abstrahere fra hvis nogen siger noget man ved er forkert, da man har en underlig trang til at rette på dem. Men hvorfor har jeg den trang, hvordan føles det, og hvad er meningen med det..?

Hvorfor jeg har den trang er et godt spørgsmål. Jeg har altid haft en trang til at kommentere- eller rette på andre hvis de sagde noget, jeg vidste var forkert. Ikke for at føle mig overlegen eller noget, for den type er jeg ikke. Tværtimod har jeg lav selvtillid og er usikker på mig selv. Nej, jeg tror faktisk mest af alt det er fordi jeg enten gerne vil være en del af samtalen og bidrage med noget, jeg ved noget om - eller også er det for at hjælpe den person, der har sagt noget forkert til at få en anden forståelse. Når man retter på andre kan man nemt fremstå som en arrogant, 'smart' og 'show-off' agtig person, hvilket i mit tilfælde slet ikke er meningen. Det sværeste er hvis personen siger noget forkert indenfor mine særlige interesser, og jeg begynder at nørde helt ud bagefter, så virker jeg nok dobbelt så arrogant.

At have sådan en trang er ikke altid sjovt. Man ved inderst inde at man kommer til at være meget arrogant, men det er også virkelig tilfredsstillende at rette folk, der ikke har ret, og man føler også på en måde at man hjælper nogen. Der er nok en del med autisme der kan sætte sig ind i hvad jeg mener. At rette er ikke ondt ment, og det er ikke for at smække en hammer i hovedet på andre og sige at de er dumme - slet ikke. Måske er det bare svært for os forstå hvordan vi skal komme ind i samtalen, og fakta er nemt at forholde sig til, så man henvender sig i samtalen ved hjælp af faktuelle ting.

Hvad meningen med det er - det har jeg undret mig over i virkelig lang tid. Jeg tror ikke altid, der er en mening med det. Som jeg skrev før er meningen i hvert fald ikke at være ond, nærmere at være oplysende eller deltage i en samtale der er svær at komme ind i. Måske kan man også blive meget passioneret hvis det drejer sig om ens særinteresse, og personen siger noget forkert.

Det var lige et kort indskud for mig, håber det giver en bedre forståelse for 'når autismen klæder sig ud som arrogance'

torsdag den 16. februar 2017

Et indlæg om kærlighed

Her op til valentinsdag - eller rettere - efter valentinsdag, vil jeg komme ind på et emne, der kan være ret grænseoverskridende. Det er også grænseoverskridende for mig selv at skrive om, men jeg føler at det er et meget vigtigt emne, og det er en del af mig. Jeg tror også, at der findes mange personer med autisme, som føler det samme, så derfor vil jeg gøre opmærksom på det.

Det startede i 4 klasse. Folk begyndte at komme i puberteten - synes henholdsvis drenge og piger var mere interessante. Folk begyndte at synes, sex var sjovt og at seksuelle jokes var sjove. En del af puberteten, jeg aldrig har været med på. Til trods for at jeg fysisk var en af dem, der først kom i puberteten, fandt jeg aldrig kæresteri, sex og lignende ting interessant - tværtimod frastødte det mig virkelig meget. Senere i 7 klasse begyndte vi at have seksualundervisning. Det var forfærdeligt, og jeg forstod slet ikke hvorfor mine klassekammerater grinede af de ting, læreren sagde. Jeg syntes, det var ulækkert, og jeg forstod ikke hvorfor vi skulle lære det ting - for det første ... hvor mange 7 klasses elever har overhovedet sex? For det andet ... der findes da forhåbentlig ikke mennesker der er dumme nok til ikke at beskytte sig hvis de så går i 7 klasse? Jeg vil ikke uddybe mere, for jeg synes det er ulækkert at tale og skrive om.

Da jeg kom i 10 klasse havde de fleste i min omgangskreds prøvet at have en kæreste eller være forelsket. Noget, jeg aldrig har prøvet. Nu går jeg i 2g, og jeg bliver præcis ligeså frastødt af sex og kysseri som jeg gjorde dengang i 4 klasse, hvor folk begyndte at snakke meget om det. Der er mange tanker, der begynder at køre rundt i hovedet. Er jeg umoden, tænker jeg. Hvordan kan det være at jeg som en voksen pige på 18 år bliver så frastødt af kyssescener i film, at jeg slukker fjernsynet? En ting tror jeg er min bakteriefobi. En anden ting tror jeg skyldes det, der hedder aseksualitet. Faktisk synes jeg det er underligt at kalde det en seksualitet, da det på en måde er det modsatte. Det her er grænseoverskridende at skrive om, specielt fordi mange lukker af ved disse emner og siger, at det enten er en fase eller at det er fordi man ikke har mødt den rigtige. Jeg er kommet til konklusion, at jeg har disse aseksuelle træk. Og når I får lyst til at spørge mig, om det er fase - så prøv at spørg jer selv. Var jeres egen seksualitet som 18-årig en fase? Jeg kan sagtens synes at en fyr er pæn, men jeg kan på ingen måder forestille mig at kysse ham eller gøre andre ting med ham.

Men hvad det betyder det så for autismen? Ja, det betyder det at jeg tror de to ting godt kan hænge sammen. Mange autister har svært ved kropskontakt, inklusiv mig selv. Jeg bryder mig knapt nok om at give hånd, men jeg gør det af høflighed. En krammer er udelukket, og jeg får det dårligt af at se mennesker, der holder i hånden. Min autisme gør, at det kan gøre decideret ondt bare at nogen prikker til mig eller rører ved mit tøj.

Men betyder det så at jeg ikke kan føle kærlighed eller romantik? Nej, det tror jeg helt bestemt ikke. Som beskrevet før, kan jeg sagtens føle mig tiltrukket af en fyr, men jeg kan ikke forestille mig at gøre noget som helst med ham, for det frastøder mig. Jeg har aldrig prøvet at have romantiske følelser for nogen, men jeg tror såmænd godt jeg kan. Men så heller ikke mere end det. For mig virker romantik uforudsigeligt og ulogisk - noget, min autistiske hjerne ikke helt forstår. Desuden forstår min hjerne på ingen måder hvorfor så mange mennesker synes det fysiske er så stor en del af et forhold. Er kærligheden ikke i følelserne? Det vil jeg mene, og ikke i handlingerne.

Skriver jeg dette for at I skal synes, det er synd for mig? Selvfølgelig ikke. Som alle andre indlæg på min blog, skriver jeg det for at oplyse om autisme, og om hvordan det - i mit tilfælde - er at leve med diagnosen. Jeg beklager meget, hvis det her indlæg er for specielt, men jeg tænkte at det var et relevant emne, og det er svært at finde autister, der udtaler sig om dette - måske fordi det er så grænseoverskridende et emne.