mandag den 14. marts 2016

Hvorfor skal der altid være noget galt?

Jeg har altid haft det på den måde at der er et eller andet galt. Enten er jeg bange for noget, eller også har jeg dårlig selvtillid. Der er aldrig en periode i mit liv, hvor jeg tænker klart og har positive tanker. Det er som om, at det er det pessimistiske der spiller en rolle i mit liv, og jeg på ingen måde kan sætte mig ind i det optimistiske. For mig virker det optimistiske drømmende og urealistisk, og jeg ser på en måde det at være optimist som det samme som at være naiv.

I dette øjeblik har jeg en anden følelse, jeg ikke har prøvet at have før - følelsen af tomhed og desperation for at komme videre. Misforstå mig ikke, at være barn og fri for bekymringer er fedt, men det er også forvirrende når man bliver 18 år næste gang, og man om kun få måneder er voksen og har det ret svært derhjemme. Jeg har det svært i hovedet fordi jeg ikke kan finde ud hvad der skal ske. Min drøm er at flytte hjemmefra hurtigst muligt, men da jeg ikke ved om det kan lade sig gøre, må jeg gå rundt i konstant uvished indtil jeg får noget af vide. Det fylder meget i min hverdag.

Men for at vende tilbage til det med, at der altid skal være noget galt. Måske er det fordi jeg er så pessimistisk og tænker "Det kan da umuligt gå så godt - der må jo være et eller andet galt". Sådan kan jeg nemt komme til at tænke. Jeg bliver altid bedt om at tænke positivt, men jeg nægter som regel at tænke positivt fordi jeg ikke vil være naiv og godtroende. Jeg siger altid til dem, der beder mig om at tænke positivt at jeg nok skal gøre det, selvom det egentlig bare er en stor løgn. Jeg vil gerne tænke realistisk, altså hvis jeg kunne tænke en blanding mellem det pessimistiske og det optimistiske, men det kan jeg ikke. Det er desværre enten eller. Der findes ikke det, der er midt i mellem.


onsdag den 9. marts 2016

Nu sidder jeg her til en time

Hvor uhensigtsmæssigt det end er, så sidder jeg og skriver dette indlæg midt i min billedkunsttime. Jeg synes, at det ville være perfekt tidspunkt at fortælle lidt om, hvordan min hjerne ikke kan følge med, når tingene bliver for abstrakte og analytiske. 

Jeg er ret så konkret tænkende, det er lidt et problem når man har billedkunst og man måske til eksamen i det. Jeg får dårlige karakterer i faget fordi jeg ikke forstår formålet og kan se mellem linjerne og fange den røde tråd, som det hedder. På de fleste punkter er jeg konkret tænkende: dvs når det omhandler emner, man skal forholde sig analytisk til. Jeg kan ikke analysere et billede, en novelle eller en bog. Jeg forstår simpelthen ikke altid baggrunden for handlingerne medmindre jeg får det direkte af vide. Det er fordi jeg har svært ved at forstå mennesker og deres måder at tænke på, måske. 

På andre punkter kan jeg med lethed tænkte abstrakt: Jeg kan godt lide "hvad nu hvis?" spørgsmål og fantasere mig til, hvad der mon vil ske hvis forskellige scenarier sker, også selvom de måske er ret urealistiske. Men det handler jo heller ikke om mennesker, så det er lettere at forholde sig til. Det kan være alle mulige mysterier jeg tænker over i emner alt fra verdensfred, det politiske billede i Danmark, universets fremtid, hvad der ville ske hvis der kom et jordskælv i Danmark og sådan nogle ting. Det kan både være positive og negative ting, jeg tænker over. Men én ting har de til fælles: de handler ikke om, hvordan menneskerne vil føle og reagere, men om hvad der helt overordnet vil ske.

Men for at vende tilbage til min manglende forståelse for fag som billedkunst - nu går jeg i en klasse for autister, jeg føler til dels at jeg ikke kan følge med i forhold til de andre. Nogen af os har problemer med analyser, mens andre er virkelig gode. Jeg er klart en af de dårligste, hvis ikke den dårligste. Jeg kan godt lide at tegne og være kreativ med at tænke på min fantasi og bringe forskellige ting til livs, men jeg er ikke specielt god til at tegne - det gør det dog ikke mindre sjovt altid. 

Det blev et ret kort indlæg, men jeg skulle selvfølgelig også skrive det mens jeg havde time. Det kom jeg lige i tanke om.