lørdag den 24. januar 2015

Jeg er bare så glad!

Jeg er næsten nødt til at dele det her med jer.

Hvis I har læst indlæggene i min blog, vil I sikkert også huske, at jeg skrev om at være bange for sygdomme i et af dem. Nu skal jeg fortælle jer om, hvorfor jeg er så glad. 

Det er fordi, at tilfældigt en dag, jeg var i skole - og selvfølgelig var helt vild bange som altid, fik jeg en SMS fra min mor, hvori der stod noget i retning af; "jeg har været til lægen, og vi snakkede om dig. Lægen siger, at der slet ikke er noget at frygte" Jubiii, tænker jeg bare! Det er længe siden jeg sidst har været så glad - eller misforstå mig nu ikke, jeg er faktisk for det meste glad, men altså, det her var seriøst dejligt. Nu må vi ikke håbe, at jeg begynder at frygte noget andet, ligesom jeg plejer. Jeg er dog fast besluttet på at holde det ude. Det var en tanke skubbet væk - jeg kan faktisk slet ikke komme i tanke om noget, der plager mig i øjeblikket .. jo, ikke udover småproblemer med skolens internet, så vi har ikke været i stand til at lave uddannelsesplan, hvilket vi snart skal have gjort. Det er sikkert en eller anden hacker der synes det er pisseskægt at ødelægge det hele for andre. Nå, men ikke mere om det, for det skulle jo være et positivt indlæg.

Og så har min far fødselsdag idag, og jeg ønsker ham stort tillykke med de 44 år.

Det blev mit hidtil korteste indlæg. Jeg skriver også snart nogle indlæg, hvor jeg også får billeder på, så det ikke bliver så kedeligt, så bare vent. 

fredag den 16. januar 2015

Et hurtigt indlæg

Det er længe siden jeg sidst har oprettet et indlæg, men I må endelig ikke tro, at jeg har glemt bloggen.

Grunden er, at jeg simpelthen ikke har ret meget at skrive om i øjeblikket.. det lyder nok underligt og kedeligt, men faktisk er det sådan, at der ikke nogle bestemte tanker der plager mig, og jeg går ikke med et eller andet spørgsmål, så det bliver ret hurtigt idag.

Jeg vil skrive om noget, jeg endelig er blevet afklaret med. Jeg snakkede nemlig idag med min UU-vejleder, fordi jeg længe har været tvivl om hvorvidt jeg var uddannelsesparat eller ej. Tanken om ikke at blive uddannelsesparat er et mareridt for mig - bogstaveligt talt, et par nætter har jeg slet ikke kunnet sove! Jeg blev dog lettet, da min vejleder sagde, at jeg var uddannelsesparat! Den bedste nyhed i lang tid. Jeg blev dog anbefalet at vælge en specialklasse for andre unge med autisme, men da det også er en mulighed på det gymnasium jeg vil på, ser jeg det ikke som en forhindring - tværtimod. 

Jeg har før været skeptisk og bange for, om jeg skulle blive ensom i sådan en klasse, da der jo er mange, der ligesom mig selv ikke er ret sociale, og derfor nok har svært ved at snakke med hinanden. Min vejleder fortalte mig, at det var tilfældet for nogen, men helt ærlig, så er det jo bare selv at gøre noget ved det! Man skal selv gøre noget aktivt for ikke at blive ensom, det er svært, det giver nedture, men det giver altså også opture. Jeg har helt klart tænkt mig at tage dette råd seriøst .. og min far har gået og sagt det til mig i flere år, men først nu kan jeg egentlig fatte, hvad der blev ment. Ja, det lyder underligt. Jeg kan jo ikke blive vildt social fra starten af, men jeg kan da gøre den indsats jeg nu kan.

Det er simpelthen ikke fair at der ikke er flere gymnasiale uddannelser for unge med autisme. Jeg kender kun 3, dvs. i Paderup, et eller andet sted på Sjælland og så er der også noget på Fyn, tror jeg nok det var. Selvfølgelig er der jo 1 i hvert af de "store steder", hvor der bor mange mennesker, altså Jylland, Sjælland og Fyn, men hvad nu hvis man f.eks. bor i Esbjerg? eller i Aalborg? så skal man voldsomt langt for at få sin ungdomsuddannelse. Og der er altså mange autister der har ambitioner ligesom almindelige mennesker. Nå, men nok om det. Det blev ikke så spændende idag, men jeg skriver selvfølgelig tilbage når jeg har noget mere.


mandag den 5. januar 2015

Bange

Nu vil jeg fortælle om det problem, der plager mig mest.

Jeg er altid bange for at være syg. Ingen undtagelser, og jeg har haft det et par år efterhånden. Faktisk har jeg altid overreageret med hensyn til skader og sygdomme, men det er som om, at det er blevet værre som jeg er blevet ældre. Især sidste år, hvor jeg for alvor blev bange for sygdomme, har det virkelig ødelagt min hverdag. Det er svært at leve livet, når man er bange for at dø hele tiden - og ja, det er sådan nogle ting jeg er bange for.

Jeg snakker med psykolog om det, og hun mener at jeg selv "skaber" symptomerne, altså jeg er langt fra syg, men jeg min hjerne påvirker mig til at tro at jeg er syg. Det er især farlige sygdomme som kræft jeg er bange for, og jeg f.eks. har ondt i maven, kan jeg tro at jeg har kræft, og så bliver smerten ved, fordi jeg er bange. Det er noget underligt noget.

Jeg vil have et langt og et lykkeligt liv. Jeg tænker tit, at det er fordi jeg endelig har fået selvtilliden i orden, jeg bliver så bekymret med hensyn til sygdom. Da jeg var yngre, havde jeg virkelig dårlig selvtillid, og jeg tænkte ikke over at være syg, for jeg følte mig på en eller anden måde fortjent til det, hvis det nu skulle ske - men idag har jeg god selvtillid, jeg har et godt liv og jeg tror på, at folk kan lide mig, så selvfølgelig skal jeg blive bange for at blive syg. Det er som om, at jeg skal have noget jeg kan bekymre mig over.

Jeg har snakket med psykolog om sygdomstanker nogle gange sidste år, og jeg skal snart til det igen, hvilket jeg ser frem til. Jeg håber, at jeg en dag kan blive overbevist om, at jeg ikke er syg. Faktisk i dette øjeblik, mens jeg skriver dette, er jeg bange for, at jeg er syg. Jeg kan heller ikke overbevise mig selv om, at det rent faktisk er tanker. Jeg skriver at det er tanker, fordi min psykolog siger jeg fortælle det til mig selv - men skal jeg være helt ærlig, er det svært for mig at tro på. Jeg har prøvet at være til lægen med ting jeg har været bange for, men så finder jeg et nyt sted jeg kan være syg, og sådan bliver det ved. Jeg bliver meget bange for at tænke på fremtiden, da jeg helt seriøst tvivler på, at jeg lever om 5 år - det er noget dumt noget at tænke, når man kun er 16 år gammel.


søndag den 4. januar 2015

At have venner?

Hej, jeg vil skrive om at have venner, da jeg føler, at det er et emne, hvor jeg tit bliver misforstået.

Der er mange der tror, at jeg ikke interesserer mig for at være social og have venner. Der er mange der tror, at jeg ikke gider feste og gå i byen som de andre unge på min alder - men der tager de fejl. Faktisk interesserer jeg mig ligeså meget for venskab som de fleste andre unge, jeg har bare brug for flere pauser end de andre. Jeg kan godt lide at have venner, jeg kan godt lide at snakke med mine venner, men jeg vil gerne, hvis jeg kan slappe af en gang i mellem - jeg behøver altså ikke, at være sammen med dem hele tiden. 

Jeg kan lide at være alene, og jeg ved ikke hvorfor. Sådan har det bare altid været, og selvom jeg måske rigtig godt kan lide at være alene, må I ikke få det indtryk, at jeg ikke vil være sammen med andre mennesker. Jeg vil gerne, men jeg har brug for pauser. 

Jeg er meget konfliktsky, og jeg har ikke lyst til at blive uvenner med folk. Det er måske derfor jeg ikke opsøger nye mennesker. Jeg er blevet bedre til at være sammen med andre de sidste 2-3 år, men jeg kan sagtens nå at blive endnu bedre.

Det her indlæg blev lidt kort, men jeg skriver igen når jeg lige føler for det!

lørdag den 3. januar 2015

Første indlæg!

Hejsa, og velkommen til min blog.

Jeg er en ung pige med atypisk autisme, og det kommer min blog til at handle om. 
Selvfølgelig vil jeg også skrive om mine oplevelser, hvad jeg laver og sådan noget.

Men før jeg begynder med at blogge, vil jeg fortælle om atypisk autisme, og hvad det egentlig går ud på, og hvornår jeg fik diagnosen - og jeg undskylder dette lange og kedsommelige indlæg!

Idag er jeg 16 år og går på specialskolen Firkløverskolen i Randers. Som yngre gik jeg i en anden afdeling, nemlig Firkløverskolens afdeling i en lille by, der hedder Mørke - den ligger på Djursland. Da jeg kom i 7. klasse flyttede jeg til afdelingen i Randers, hvilket kun har gjort gode ting for mig. Der er nemlig stor forskel på de 3 afdelinger - jep, I læser rigtigt, der er 3 afdelinger, men jeg har "kun" gået på 2 af dem. Randers er afdelingen for unge med autisme og ADHD, mens de to andre - Mørke og Jebjerg både er for børn og unge.

Nå, men jeg ville fortælle om, hvordan det startede.
Da jeg var meget lille, jeg må have været 5-6 år, det var i hvert fald der, jeg startede i skole - der var jeg anderledes end de andre børn. Faktisk har jeg altid været anderledes. Jeg har altid haft lettere til at græde end de andre børn, og jeg havde en langt bedre hukommelse end de andre børn - dog var jeg utroligt klodset og jeg havde vildt dårlig balance, og jeg slog mig altid, hvilket måske ikke er så almindeligt. Jeg var også tilbageholdende og turde ikke prøve nye ting, men foretrak at gøre de samme ting igen og igen, især hvad angik læring. Jeg brød mig ikke om nye måder at lære tingene på, og sådan har jeg det også idag. Jeg har aldrig i mit liv været god til at lære ved hjælp af bevægelse og praktiske måder, jeg har derimod altid været god til at huske hvad f.eks. en lærer siger til mig, eller hvad jeg læser i en bog.

Jeg tror ærligt talt, at mine forældre var meget bekymrede for mig der, også selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg kom i hvert fald til at tale med en psykolog - der var jeg omkring 7 år, og så blev jeg udredt. Jeg husker, at jeg troede jeg skulle flytte skole, fordi børnepsykiatrisk hospital lå et helt andet sted, end hvor jeg plejede at gå i skole. Der fik jeg diagnosen atypisk autisme. De var i tvivl om jeg havde apsergers syndrom eller atypisk autisme, men da jeg somme tider kunne få "tics" hvor jeg gjorde en bestemt bevægelse med fingrene, mente de, at jeg havde atypisk autisme, men jeg tænkte som en asperger.

Så kom jeg på en specialskole, hvor jeg har gået siden da. Det var en stor omvæltning, da jeg var vant til en skole med 700 elever. På min nye skole var der kun 50 elever, men utroligt meget personale. 

Men hvad er atypisk autisme?

Jeg vil prøve at fortælle kort, da jeg allerede har skrevet meget.
Atypisk autisme er en form for autisme, hvor man ikke opfylder alle tre "krav" for enten at have infantil autisme eller aspergers syndrom. Man skal opfylde tre krav, der såhvidt jeg husker er noget hen af: at være dårlig socialt, stereotyp opførsel (dvs gentagelser, tics og sådan noget) og svært ved at lære bestemte ting (typisk sprog). Jeg opfylder to af kravene, jeg har det meget svært socialt og jeg har stereotyp opførsel, men jeg er gennemsnitlig til at lære. 
Men med en del af atypisk autisme er også, at det ene - eller begge krav er "værre", altså man har det sværere ved nogen ting, hvor det i mit tilfælde er det sociale, jeg har svært ved.
Mange tror nok at man som autist enten er vildt klog eller vildt dum, men sådan er det ikke nødvendigvis, da alle mennesker - diagnose eller ej - er forskellige.

Nu vil jeg ikke kede jer mere, jeg vil hurtigst muligt begynde at skrive mere om, hvordan det er at leve med atypisk autisme! Mine indlæg vil IKKE blive ligeså lange som det her, bare rolig.