Hvad der forventes af os

Der forventes meget af os unge mennesker. Når vi bliver voksne, skal vi have uddannelse, hus, bil, børn, job, kæledyr og mange andre ting. Eller det forventer de fleste. Sådan er det også for mange unge mennesker uden diagnose - ikke alle - men for mig, er det anderledes. Men fordi min autisme er usynlig, vil folk stadig kigge underligt på mig, når jeg fortæller om mine meninger indenfor dette emne.

For min fremtid er ret anderledes for dem uden autisme. Det er noget, jeg vælger frivilligt. Jeg kommer garanteret aldrig til at have et hus. Jeg kommer ikke til at få børn, for det ønsker jeg ikke. Jeg kommer måske til at have kørekort eller en bil. Jeg kommer nok til at bo en lejlighed, hvor jeg er tæt på de ting, jeg har brug for. Jeg kommer nok til at have en kontaktperson, der kan hjælpe mig med de ting, jeg ikke kan klare på grund af de mange ting, jeg er bange for. En til at hjælpe mig, hvis jeg f.eks. er bange for bakterier.

Men kommer jeg til at have en uddannelse? Det er jeg meget sikker på, eftersom jeg går på gymnasiet nu. Jeg vil gerne have en god uddannelse, gerne indenfor en af mine særinteresser. Så håber jeg, at jeg også kan få et arbejde. 

Det skal være et arbejde, hvor der ikke er mange andre mennesker. Et arbejde, hvor jeg kan fordybe mig i de ting, jeg interesserer mig for, og hvor man kan sidde og "nørde" alene. Det ville være det ideelle job for mig. Jeg ville blive stresset, hvis jeg skulle være sammen med alt for mange mennesker om dagen.

De fleste forventer, at man får en familie, et hus og alt muligt andet. Jeg vil ikke have en familie som sådan. Det vil jeg ikke kunne overskue. Den livsstil virker heller ikke interessant for mig. Jeg vil ikke have et hus. Det kan jeg ikke styre. Der er for meget plads, det er for dyrt og der er alle mulige ting, man skal holde styr på. Så hellere en lejlighed, det ville være mere overskueligt for mig. 

Når man bliver voksen forventes der en hel del af en, specielt fra omverdenen. Man skal blive voksen, komme videre med sit liv, få hus, børn, have, bil, dyr og alt muligt andet. En masse ting, jeg nok ikke vil være i stand til at have, og som jeg ikke har intentioner om at få. Ikke fordi, jeg føler mig begrænset i at få det, men fordi jeg personligt ikke har lyst.

Det var lige hurtigt mine tanker omkring emnet. Jeg kom i tanke om det, da jeg har fødselsdag i dag.

Autist på gymnasiet

Så startede jeg på gymnasiet. Det var så lidt tid siden - den 11/08 - og det var en stor omvæltning. I hele min skoletid er jeg vant til, ikke at blive behandlet som et ansvarligt og voksent menneske. Noget, jeg aldrig har været vant til. I min tid på Firkløverskolen er jeg blevet lært, hvordan man skal tage hensyn til alle - man må ikke købe en cola, for så bliver de andre elever misundelige, man må ikke drikke juice i skolen, da der er sukker i .. og så videre. Man må synes hvad man vil om de regler, men jeg har personligt aldrig rigtigt været for det. Hvis man bliver misundelig over, at en anden bruger sine egne penge på en cola, er det så ikke en selv, der har et problem? 

Nu skal jeg ikke komme for meget ind på det emne, og nu skal jeg heller ikke begynde at beskylde folk. For ja, der var dårlige ting med Firkløverskolen, men der var også gode ting. Jeg har mødt min bedste ven på Firkløverskolen, jeg har haft fantastiske lærere på Firkløverskolen. Der har altid været plads til mig, hvis jeg fik det svært. Firkløverskolen har hjulpet mig med at bryde mange sociale barrierer, og selvom jeg i mine kaos-anfald tit kom op at skændes med lærerne og pædagogerne, har de hjulpet mig meget. 

Men i min tid på Firkløverskolen var jeg et andet menneske på nogle måder. Sådan føles det. Jeg har spydig, mistroisk og forvirrende. Kaos i hovedet var noget, jeg fik hver dag - spørgsmålet var bare hvor mange gange jeg ville få det. Dengang gik jeg ikke roligt for mig selv, hvis jeg fik kaos. Jeg smækkede med døre, græd højlydt og kastede mig på gulvet - en opførsel, jeg kun er vokset fra, fordi jeg fik den nødvendige hjælp. Ingen regnede med, at jeg nogensinde ville komme på gymnasiet dengang. Specielt ikke, da jeg dengang var ekstremt dårlig til matematik, da jeg var bange for at lave fejl, og jeg derfor ikke dukkede op til timerne.

I dag er det helt anderledes. I midten af 9. klasse blev jeg ret glad for matematik. Min selvtillid kom i orden, og jeg fik fremragende karakterer i faget. Nu har jeg valgt en linje på gymnasiet, hvor jeg har matematik på A-niveau. Noget hverken jeg eller mine lærere nogensinde regnede med, ville ske! Tro det eller lade være, jer der kender mig, men fagene er helt anderledes på gymnasiet, og jeg fortryder ikke mit valg af linje - jeg har ikke været i gang ret længe, nej, men jeg føler mig overbevist.

Det her indlæg ender med at blive ret langt, men jeg har ekstremt meget at fortælle. Jeg går i en såkaldt "asperger-klasse", selvom jeg ikke er asperger. Jeg er atypisk autist, men alle med en autismediagnose må gå i klassen, hvor der er 12 elever og 2 studieretninger. Først var jeg faktisk lidt bange for at starte - jeg glædede mig meget, men jeg var stadig bange, da jeg forventede, at alle ville være meget bedre fagligt end mig. Heldigvis er vi alle jo gode og dårlige til forskellige ting. Man kan ikke være god til alt, og sådan er det også i min nye klasse. 

Jeg vil ikke lave for langt et indlæg - der er masser af andre ting, jeg gerne vil fortælle. Hvis I er interesserede i at vide mere om min første uge på gymnasiet, så skriv!

Alene på to måder

At være alene kan være godt og dårligt. Jeg elsker at være alene, og jeg bliver træt, hvis jeg er sammen med andre i for lang tid. Jeg kan bedst lide at være alene, men jeg vil også gerne være social, have venner, gå på café med en veninde eller være til fest med mine venner.

Men hvordan kan det være? Tror bare jeg har et større behov for at være alene. Jeg har skrevet om det før. Jeg bliver træt af at være sammen med andre i for lang tid. Ikke fordi jeg ikke gider, men fordi det bare dræner mig for energi.

Men det er ikke det, jeg vil skrive om i dag. Den form for alene-tid jeg skal skrive om i dag, er helt anderledes. Faktisk har det næsten ikke noget med det at gøre. Det jeg mener, er at jeg tit føler mig alene på den måde, at der ikke er nogen, der forstår mig. Ingen kan sætte sig ind i mine tanker, når jeg fortæller om den. Få gange kan nogen godt sige, at det er synd for mig eller sige, at det er godt for mig. Det er underligt at forklare.

Ting, der for de fleste kan virke ligegyldigt, kan virke ekstremt vigtige for mig og omvendt. Det er svært, at der er få, der forstår mig. Det får mig til at føle mig alene.

Jeg vil ikke have ondt af mig selv eller noget, men det er sværere at finde nogen der forstår en, når man har den mest uspecifikke diagnose overhovedet. Folk taler om infantil autisme eller aspergers syndrom, men sjældent om atypisk autisme. Jeg har ikke noget imod, at folk taler om de andre diagnoser, for det er der også en grund til - atypisk autisme er jo så uspecifik, og den er også mere sjælden end de andre. 

Atypiske autister er jo autister, der ikke opfylder de tre krav for at være autist, men hvor de krav der så opfyldes, er mere synlige/ekstreme - eller hvad jeg nu skal kalde det. For mit vedkommende er det det sociale, der er ekstra svært for mig. 

Jeg ved ikke om dette indlæg var ynkeligt, og jeg vil ikke udstille mig selv som værende speciel .. jeg har bare prøvet at fortælle om det så godt jeg nu kunne.