tirsdag den 28. juli 2015

Stress, nervøsitet, det ukendte

Som mange andre autister har jeg svært ved ting, jeg ikke ved. Jeg vil gerne vide alt, men det ved jeg, at man ikke kan. Det kan gøre mig stresset og nervøs, hvis jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg skal meget snart starte på gymnasiet, hvilket bliver en stor omvæltning. Jeg skal i en specialklasse for unge med autisme. Det faglige niveau er det samme som i en almindelig klasse, der er bare færre elever i klassen, og man har mulighed for at lave sine ting selv, hvor man i en almindelig klasse ville lave mere gruppearbejde. 

Hvorfor stresser det mig? Godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Som sagt vil jeg gerne vide alt, hvis bare det var muligt, og når jeg ikke ved, hvad der skal ske indenfor den nærmeste fremtid, bliver jeg forvirret. Jeg har et skema over, hvordan min første skoledag bliver.

Alligevel mangler jeg svar på mange spørgsmål, som jeg bliver stresset bare af at skrive ned her. Hvordan skal jeg opsøge andre? Vil det synes, at jeg er underlig? Hvad nu hvis jeg kommer for sent, hvad gør jeg så? Hvad for noget tøj har de andre på? Hvad hvis min computer larmer for meget? En masse af sådan noget. En masse ting, der kan gå galt, og som jeg tror vil gå galt - fordi jeg er så pessimistisk.

Jeg er ikke så nervøs for klassen. Klassen kommer nok til at ligne den, jeg kender fra Firkløverskolen - cirka 12 elever i klassen, man har sit eget bord, man har et sted til sine ting. Det er jeg ikke nervøs for. Men de andre "småting", som andre nok vil kalde dem, er jeg nervøs for. For mig er de ikke småting, men store ting, der kan ødelægge min dag eller uge. Hvis en af de ting går galt, vil jeg føle mig ydmyget, og jeg vil føle, at andre griner af mig eller synes, at jeg er underlig. Derfor må jeg konstant være forsigtig med, hvad jeg gør. Det kan godt være hårdt, og det gør mig ekstremt stresset og nervøs. Sådan er det altid, hvis der sker noget nyt og stort i mit liv.

mandag den 13. juli 2015

Sådan støtter man mig

Der er mange, der fejlagtigt tror, at man støtter alle autister ved at have ondt af dem, føle med dem, lave store, triste begivenheder, hvor de har medlidenhed med alle verdens autister. Det er sikkert sådan, man støtter nogle mennesker med autisme, men det er bestemt ikke sådan, man støtter mig.

Jeg har ikke brug for, at folk har ondt af mig. Jeg har haft autisme hele mit liv - jeg har ikke prøvet andet, så hvordan skulle jeg kunne svare på, hvad der er bedst for mig? Jeg har ikke prøvet, ikke at have autisme, og det gør mig ked af det, når folk er så desperate efter at finde en kur eller have medlidenhed med mig, fordi jeg har autisme.

Det er i orden, at folk har medlidenhed med autister, når de får nedsmeltninger eller kaos i hovedet, men at have ondt af folk bare fordi de har autisme? Det synes jeg ikke er den rigtige måde, at gøre det på for mig. Måske for nogen, men ikke for mig.

Jeg kom i tanke om at skrive om dette emne, da jeg oftere og oftere hører om folk og organisationer, der forsker i at kurere autisme. Jeg tvivler ikke på, at de gør det i god mening, og nogen sikkert gerne vil kureres, men jeg vil ikke kureres. Hvis jeg blev kureret, ville jeg ikke vide, hvad jeg gik ind til. Måske ville min personlighed ændre sig. Måske ville min hukommelse blive dårligere?

Men hvordan støtter man mig så? Jeg er sikker på, at jeg langt fra er den eneste autist, der har det på denne her måde. Jo, hvis man skal gøre mig rigtig glad, vil jeg gerne behandles som et almindeligt menneske, og hvis jeg nævner overfor nogen, at jeg har autisme, skal de bare acceptere det - og forhåbentlig lade være med tro, at jeg er voldelig, misrygtet eller spiser for meget gluten, eller hvad for nogle fordomme der ellers er om autisme. Det er sådan, man gør mig glad.

Hvordan gør man alle andre autister glade? Hvor skulle jeg vide det fra. Vi er alle forskellige, også selvom vi har en diagnose, der giver os et par af de samme træk hist og her. Nogen er højtfungerende, andre er lavtfungerende, nogen har særinteresser, andre har ikke særinteresser, nogen har ingen venner, nogen har mange venner, det er helt forskelligt. En ting synes jeg dog, de ting skal have til fælles, og det er, at folk skal blive bedre til at acceptere og forstå autisme. I stedet for desperat at prøve på at kurere os, kunne de prøve at acceptere og forstå os.


onsdag den 8. juli 2015

Det gode og det dårlige ved autisme

Folk spørger mig tit, hvad jeg synes er godt og dårligt ved min autismediagnose. Der er gode ting og der er dårlige ting, og jeg vil skrive lidt om det. Selvfølgelig skriver jeg ikke alle tingene, men dem jeg skriver, er måske de vigtigste ting. Jeg skal nok skrive hver ting kort.

Her vil jeg skrive nogle punkter ved min autisme, der er gode/dårlige eller midt i mellem.

God til at fordybe mig
Jeg er god til at fordybe i de ting, jeg interesserer mig for. Specielt mine såkaldte særinteresser, som jeg bruger meget tid på. Min evne til at fordybe mig kan bruges til mange ting. Jeg er meget god til projektopgaver, og jeg klarer skolearbejde godt og hurtigt. Andre kan måske se den slags ting som nørdede, men jeg finder det meget nyttigt.

Meget perfektionistisk
Jeg vidste ikke om jeg skulle skrive perfektionist under godt eller dårligt, for det er vel begge dele. Jeg har før skrevet et indlæg om, hvordan alt skulle være perfekt, hvordan resultater altid skulle være perfekte og hvordan én enkelt fejl virkelig kunne ødelægge min dag. Min trods disse ulemper, synes jeg det er godt at være perfektionist. Det betyder nemlig, at man gør sig mere umage, og man for det meste også får et bedre resultat.

Objektiv tankegang
Endnu en ting, jeg ikke lige vidste, hvor jeg skulle skrive. At have en objektiv tankegang kan både være godt og dårligt. At se alt i sort/hvid-enten/eller-billeder og ikke være i stand til at indgå kompromisser er måske ikke godt, men min objektive og autistiske tankegang gør mig god til at træffe store beslutninger. Den gør mig stædig, selvom andre måske vil se mig som egoistisk. 

Virkelig stor pessimist
Nu er vi kommet til det knapt så gode. Det er ingen overdrivelse, at jeg er pessimist. Den mindste fejl kan få mig til at tro det værste. Hvis noget er usædvanligt, eller der er ændret noget, jeg ikke har været forberedt på, tror jeg automatisk, at det ikke kan gå godt. Ja, for det meste tænker jeg faktisk, at det slet ikke kan lade sig gøre!

Barnlig og opgivende opførsel når tingene går galt
Jeg er desværre en af dem, der godt kan græde, kaste med ting eller ubevidst provokere andre, hvis jeg bliver sur eller ked af det. Jeg er på ingen måder voldelig, og jeg provokerer ikke fremmede. Det er min familie, det går ud over. Jeg gentager igen, jeg er ikke voldelig (det er noget, mange tror om mig, fordi jeg er autist), men min opførsel bliver måske barnlig eller opgivende, hvis der er noget, jeg bliver ked af eller ikke forstår. Jeg kan let provokere familiemedlemmer, uden jeg egentlig ved, at det jeg siger er provokerende. Jeg forstår først, at jeg har sagt noget provokerende efter jeg har sagt det. 

Manglende forståelse for andre mennesker
Det er måske bagsiden af objektiv tankegang. Jeg er ikke ond, jeg er ikke egoistisk, jeg er ikke led. Det er ikke mine intentioner, men jeg kan let komme til at sige ting, jeg ikke forstår omfanget eller meningen af, før jeg har sagt det. Jeg har også svært ved at forstå, hvornår folk tager imod en undskyldning. Jeg kan sige undskyld 10 gange i træk, men stadig føle, at jeg ikke har sagt undskyld nok. Det er svært at sætte mig ind i andre menneskers tanker, og jeg føler altid, at jeg ender som "rosinbollen blandt chokoladebollerne", altså den anderledes, og temmelig irriterende person, der egentlig bare er til irritation for andre. Selvom jeg ved, at det ikke altid er tilfældet.

Jeg prøvede kort at beskrive gode/dårlige ting ved autisme. Det er et lidt hurtigt skrevet indlæg, men håber at det er godt nok. Jeg var i humør til at skrive et indlæg, men jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle skrive om, så jeg valgte bare at lave noget hurtigt.

I'm not going to write this post in English right now. If you want me to write an English resume of the post, please send me a PM on Facebook. I am a bit and confused as I just returned home from a holiday trip a few days ago.