2g: Et mareridt, der er overstået

Som dem der kender mig i virkeligheden nok ved, har 2g ikke været et nemt år for mig. Ikke af de grunde at folk snakker om 'hvor hårdt et år det er på grund af arbejdsbyrden', men fordi der er gået mange ting galt i netop dette skoleår. På mange måder kan man sammenligne det med mit 7. skoleår i folkeskolen, som jeg altid kigger tilbage på hvis jeg bliver bedt om at fortælle om den værste tid i mit liv. 

Jeg har afsluttet året med dårlige karakterer. Psykisk pres og eksamensangst ødelagde min mundtlige præstation i de fleste fag. Fysik - et fag jeg normalt er virkelig god til, fik jeg dårlige karakterer i alligevel - fordi jeg ikke tør præstere det, jeg i virkeligheden er i stand til. Til eksamen i kemi måtte jeg slutte med 02 fordi jeg pludselig inde mit til eksamen begyndte at græde. Trods dårlige eksamensoplevelser, har jeg formået at få et flot 10-tal i mundtlig engelsk - det havde jeg slet ikke regnet med! Jeg plejer at få lave karakterer i engelsk! Det sidste tidspunkt jeg husker at få mere end 4 i engelsk, var i folkeskolen!

Og så er der min SRO (Studieretningsopgave) - en forsmag til den store SRP (Studieretningsprojekt) i 3g. Jeg kan afsløre, at jeg har dumpet min SRO, men det får ikke konsekvenser for mig. Var det fordi jeg ikke læste op? Spillede jeg for meget computer? Nej, men det lykkes mig at få halsbetændelse i skriveperioden, hvilket gjorde at jeg virkelig ikke fik afleveret noget der var værd at prale af! Jeg har dog ikke valgt at tage det så tungt, for jeg kender godt grunden. Desuden overholdte opgaven slet ikke de formalia som skolen havde bedt mig om. Jeg havde håbet at min lille redegørelse for formlerne ville have sikret mig 02. Men jeg må bare gøre det bedre til næste år i SRP, for der får det jo betydning!

2g har for mig været et underligt år. 1 uge ude af skolen og så tilbage. Så stopper jeg med at have bestemte fag fordi jeg skal have presset ned - med en udsigt til først at blive student i 2019, hvilket jeg ikke har intentioner for. Heldigvis har det lykkes mig at få så mange fag, at jeg godt kan blive student i 2018, men jeg skal tage to ekstra fag, som jeg vil tage som sommerkursus på VUC når min gymnasietid er ovre.

Derudover har det været et år med fokus på mit mentale helbred. Blandt andet er jeg blevet diagnosticeret med OCD, jeg er startet på medicin mod OCD, jeg går stadig på psyk og jeg har haft alvorlige nedsmeltninger i skolen, hvor jeg har måtte været nødt til at tage hjem, hvilket har resulteret i en høj fraværsprocent, selv i mine yndlingsfag. Til næste år vil jeg virkelig gøre mit for at holde ud! Jeg skal ikke have en høj fraværsprocent! 3g bliver hvor det virkelig gælder!

Hvad kan jeg mere sige om mit andet gymnasieår? Det var noget skidt med få lyse punkter. Mit første gymnasieår var ret godt, så jeg har klare forventninger til mit tredje. Jeg tror, at det bliver et godt år, i det de fag jeg har valgt kommer mere i fokus, og så har jeg mange oplevelser i vente i netop det skoleår. 2g har været et hårdt, nedslidende og forfærdeligt skoleår. Men jeg er blevet mere moden og jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg er flyttet hjemmefra, blevet voksen, blevet bedre til at acceptere mig selv og andre. 2g har fjernet den rest af selvtillid jeg havde tilbage. Men jeg er bestemt ikke opgivende, for jeg vælger at se optimistisk på 3g. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få bygget den selvtillid op igen. For det skal jeg!

Når autismen klæder sig ud som arrogance

Jeg har før skrevet om hvordan jeg kan fremkomme arrogant i sociale situationer. Som autist er det ikke altid helt nemt at læse de sociale spilleregler, hvilket kan lede til misforståelser. Det kan også være svært altid at abstrahere fra hvis nogen siger noget man ved er forkert, da man har en underlig trang til at rette på dem. Men hvorfor har jeg den trang, hvordan føles det, og hvad er meningen med det..?

Hvorfor jeg har den trang er et godt spørgsmål. Jeg har altid haft en trang til at kommentere- eller rette på andre hvis de sagde noget, jeg vidste var forkert. Ikke for at føle mig overlegen eller noget, for den type er jeg ikke. Tværtimod har jeg lav selvtillid og er usikker på mig selv. Nej, jeg tror faktisk mest af alt det er fordi jeg enten gerne vil være en del af samtalen og bidrage med noget, jeg ved noget om - eller også er det for at hjælpe den person, der har sagt noget forkert til at få en anden forståelse. Når man retter på andre kan man nemt fremstå som en arrogant, 'smart' og 'show-off' agtig person, hvilket i mit tilfælde slet ikke er meningen. Det sværeste er hvis personen siger noget forkert indenfor mine særlige interesser, og jeg begynder at nørde helt ud bagefter, så virker jeg nok dobbelt så arrogant.

At have sådan en trang er ikke altid sjovt. Man ved inderst inde at man kommer til at være meget arrogant, men det er også virkelig tilfredsstillende at rette folk, der ikke har ret, og man føler også på en måde at man hjælper nogen. Der er nok en del med autisme der kan sætte sig ind i hvad jeg mener. At rette er ikke ondt ment, og det er ikke for at smække en hammer i hovedet på andre og sige at de er dumme - slet ikke. Måske er det bare svært for os forstå hvordan vi skal komme ind i samtalen, og fakta er nemt at forholde sig til, så man henvender sig i samtalen ved hjælp af faktuelle ting.

Hvad meningen med det er - det har jeg undret mig over i virkelig lang tid. Jeg tror ikke altid, der er en mening med det. Som jeg skrev før er meningen i hvert fald ikke at være ond, nærmere at være oplysende eller deltage i en samtale der er svær at komme ind i. Måske kan man også blive meget passioneret hvis det drejer sig om ens særinteresse, og personen siger noget forkert.

Det var lige et kort indskud for mig, håber det giver en bedre forståelse for 'når autismen klæder sig ud som arrogance'

Et indlæg om kærlighed

Her op til valentinsdag - eller rettere - efter valentinsdag, vil jeg komme ind på et emne, der kan være ret grænseoverskridende. Det er også grænseoverskridende for mig selv at skrive om, men jeg føler at det er et meget vigtigt emne, og det er en del af mig. Jeg tror også, at der findes mange personer med autisme, som føler det samme, så derfor vil jeg gøre opmærksom på det.

Det startede i 4 klasse. Folk begyndte at komme i puberteten - synes henholdsvis drenge og piger var mere interessante. Folk begyndte at synes, sex var sjovt og at seksuelle jokes var sjove. En del af puberteten, jeg aldrig har været med på. Til trods for at jeg fysisk var en af dem, der først kom i puberteten, fandt jeg aldrig kæresteri, sex og lignende ting interessant - tværtimod frastødte det mig virkelig meget. Senere i 7 klasse begyndte vi at have seksualundervisning. Det var forfærdeligt, og jeg forstod slet ikke hvorfor mine klassekammerater grinede af de ting, læreren sagde. Jeg syntes, det var ulækkert, og jeg forstod ikke hvorfor vi skulle lære det ting - for det første ... hvor mange 7 klasses elever har overhovedet sex? For det andet ... der findes da forhåbentlig ikke mennesker der er dumme nok til ikke at beskytte sig hvis de så går i 7 klasse? Jeg vil ikke uddybe mere, for jeg synes det er ulækkert at tale og skrive om.

Da jeg kom i 10 klasse havde de fleste i min omgangskreds prøvet at have en kæreste eller være forelsket. Noget, jeg aldrig har prøvet. Nu går jeg i 2g, og jeg bliver præcis ligeså frastødt af sex og kysseri som jeg gjorde dengang i 4 klasse, hvor folk begyndte at snakke meget om det. Der er mange tanker, der begynder at køre rundt i hovedet. Er jeg umoden, tænker jeg. Hvordan kan det være at jeg som en voksen pige på 18 år bliver så frastødt af kyssescener i film, at jeg slukker fjernsynet? En ting tror jeg er min bakteriefobi. En anden ting tror jeg skyldes det, der hedder aseksualitet. Faktisk synes jeg det er underligt at kalde det en seksualitet, da det på en måde er det modsatte. Det her er grænseoverskridende at skrive om, specielt fordi mange lukker af ved disse emner og siger, at det enten er en fase eller at det er fordi man ikke har mødt den rigtige. Jeg er kommet til konklusion, at jeg har disse aseksuelle træk. Og når I får lyst til at spørge mig, om det er fase - så prøv at spørg jer selv. Var jeres egen seksualitet som 18-årig en fase? Jeg kan sagtens synes at en fyr er pæn, men jeg kan på ingen måder forestille mig at kysse ham eller gøre andre ting med ham.

Men hvad det betyder det så for autismen? Ja, det betyder det at jeg tror de to ting godt kan hænge sammen. Mange autister har svært ved kropskontakt, inklusiv mig selv. Jeg bryder mig knapt nok om at give hånd, men jeg gør det af høflighed. En krammer er udelukket, og jeg får det dårligt af at se mennesker, der holder i hånden. Min autisme gør, at det kan gøre decideret ondt bare at nogen prikker til mig eller rører ved mit tøj.

Men betyder det så at jeg ikke kan føle kærlighed eller romantik? Nej, det tror jeg helt bestemt ikke. Som beskrevet før, kan jeg sagtens føle mig tiltrukket af en fyr, men jeg kan ikke forestille mig at gøre noget som helst med ham, for det frastøder mig. Jeg har aldrig prøvet at have romantiske følelser for nogen, men jeg tror såmænd godt jeg kan. Men så heller ikke mere end det. For mig virker romantik uforudsigeligt og ulogisk - noget, min autistiske hjerne ikke helt forstår. Desuden forstår min hjerne på ingen måder hvorfor så mange mennesker synes det fysiske er så stor en del af et forhold. Er kærligheden ikke i følelserne? Det vil jeg mene, og ikke i handlingerne.

Skriver jeg dette for at I skal synes, det er synd for mig? Selvfølgelig ikke. Som alle andre indlæg på min blog, skriver jeg det for at oplyse om autisme, og om hvordan det - i mit tilfælde - er at leve med diagnosen. Jeg beklager meget, hvis det her indlæg er for specielt, men jeg tænkte at det var et relevant emne, og det er svært at finde autister, der udtaler sig om dette - måske fordi det er så grænseoverskridende et emne.

Min dagligdag

Hej! Jeg tænkte at nogen kunne være interesseret i at vide, hvordan dagligdagen forholder sig nu hvor jeg er flyttet hjemmefra. For den forholder sig nemlig helt anderledes en da jeg boede hjemme. For at sætte tingene i perspektiv vil jeg først fortælle om min dagligdag da jeg boede hjemme. Da jeg boede hjemme lavede jeg nærmest ingenting. Ikke fordi jeg var doven, men fordi jeg manglede overskud i høj grad, og mange huslige opgaver skræmte mig på grund af de mange bakterier, hvilket er noget jeg super bange for. Det endste som regel med, at jeg sad ved min computer hele dagen, og jeg kom kun ud når der var aftensmad - og så var det tilbage til computeren igen.

Min uge da jeg boede hjemme var cirka sådan her:

Mandag: Skole, fysioterapi, computer.

Tirsdag: Skole, computer.

Onsdag: Skole, lektier, computer, politisk møde hvis jeg kunne overskue det.

Torsdag: Skole, (overraskelse..) computer!

Fredag: Samme som torsdag og tirsdag.

Med andre ord! Der skete slet ingenting. Det var rart når man ikke kan overskue noget, men man lærer jo ikke selvstændighed på den måde. Nu er jeg blevet kastet ud i det da jeg er flyttet hjemmefra - og min dag ser helt anderledes ud nu. Jeg kan mærke at jeg stadig sidder meget ved computeren, hvilket også er helt fair da det er det jeg godt kan lide at lave i min fritid. Men det er helt klart en del mindre end før, nu hvor jeg har flere pligter. Nu forløber min uge sig sådan her.

Mandag: Skole, fysioterapi, gøre rent ved hamster, lave aftenssmad, måske computer.

Tirsdag: Skole, bostøtte kommer og hjælper med rengøring, lave mad, computer.

Onsdag: Skole, samtale med mentor, lave mad, politisk møde.

Torsdag: Skole, computer, min mor kommer måske og spiser eller jeg spiser hos hende.

Fredag: Skole, computer, tager i Randers Storcenter og får en cola eller lignende.

Jeg laver langt flere ting end før. Og jeg kan mærke at jeg bliver træt! Men på en måde giver det mig også mere overskud. For eksempel gik jeg sjældent til de politiske møder før i tiden, men det gør jeg næsten hver uge nu. Og jeg har skåret ned på mit computer-forbrug. Og hvorfor står der ikke lektier på min ugeplan mere? Fordi jeg efter en ny aftale tager gymnasiet over 4 år. Jeg har derfor "hul-timer", altså fritimer hvor jeg laver alle mine lektier på skolen frem for derhjemme, så jeg ikke behøver at stresse over afleveringsopgaver i fritiden. Denne aftale kom på plads efter at jeg desværre måtte erkende, at det ellers ville blive for stressende for mig. På den måde får jeg opfyldt min drøm om 5 fag på A-niveau uden det bliver ekstremt hårdt for mig.

Det er super hårdt at være flyttet hjemmefra. Jeg bor jo også helt selv, i egen lejlighed. Jeg bor ikke i bofællesskab eller noget (hvilket jeg er glad for). Så jeg har virkelig mange ansvarsområder. Men jeg får stor hjælp af både mine forældre og af min bostøtte og mentor, så jeg klarer mig i gennem det, og det giver mig virkelig meget motivation. 

Der er sket så mange ting for mig på det sidste, så at have det hele i et indlæg ville tage for lang tid. Det må blive en anden dag!

Så skete det endelig

Så skete det endelig - jeg skal flytte hjemmefra. Nu vil jeg nødigt lyde som en, der hader at bo hjemme. Jeg er taknemmelig over at have så gode forældre som jeg har, og jeg ved at jeg altid er velkommen hos dem selvom jeg skal flytte hjemmefra. De er også velkomne hos mig når jeg flytter hjemmefra. Jeg fik nyheden i dag ved 17 tiden, da jeg kom hjem fra en cafetur. Jeg vil ikke skrive min fremtidige adresse (eller min nuværende for den sags skyld), men jeg vil sige at jeg glæder mig rigtig meget. Og det er i Randers, tæt på min mor, tæt på byen, tæt på skolen. Det er faktisk bare perfekt.

Men den tidligere lejer af lejligheden havde svinet en del. Heldigvis ville udlejeren gerne gøre rent og ordne det, der skal ordnes. Situationen er stadig ret uvirkelig for mig. Jeg glæder mig til at få den alenetid, som jeg nogle gange kan være så afhængig af - og selvom folk måske kan være skeptiske til, om jeg kan holde styr på det hele, er jeg sikker på at det nok skal lykkes mig. Jeg får også en støtteperson til at sikre sig, at det hele går som det skal. 

Lejligheden er en almindelig lejlighed som ikke er bofællesskab eller opgangsfællesskab eller noget i den stil, men jeg får en støtteperson til at hjælpe mig. Området jeg skal bo i er fredeligt med flest pensionister, men også unge mennesker. Jeg er glad for, at der bor så mange ældre, for det betyder lidt at det er et fredfyldt område, hvilket jeg synes er rigtig godt. 

Der sker så meget i mit liv i øjeblikket. For det første skal jeg flytte hjemmefra den 1. oktober. For det andet skal jeg ud at rejse alene i morgen for første gang, hvor turen går til Finland. Det bliver en rigtig lærerig og spændende tur, tror jeg. I hvert fald glæder mig meget! Jeg vil ikke skrive så meget mere til mit indlæg, men jeg kan næsten ikke for armene ned over, at jeg snart skal flytte hjemmefra og at jeg skal ud at rejse i morgen.

Jeg er stolt af mig selv over den udvikling. Der sker meget for tiden, og jeg opnår mange ting, selvom jeg er autist. Det er jeg fantastisk stolt af. Jeg ved at det i nogle tilfælde vil være svært for mig at kapere alle de ting. Men jeg ved også, at jeg kan klare det. For jeg tror på det, og jeg normalt en kæmpe pessimist. Jeg forstår mine egne evner. Jeg overvurderer ikke mig selv.

Når folk har fordomme

Jeg har tænkt mig at dette indlæg skal handle om når folk har fordomme om autisme. Jeg mindes nemlig ikke at have skrevet om det før, men jeg nævner det når jeg holder foredrag. Og når jeg fortæller min mening om fordomme, bliver mange ret overraskede. Hvorfor? Fordi jeg synes det er helt i orden at have fordomme. At man har fordomme er jo ikke altid noget, man selv kan gøre for. Ja, fordomme kan være meget irriterende, for de fortæller jo ikke historien om alle autister. Men personligt forstår jeg godt at folk har fordomme om autisme. Det har jeg selv, og jeg har autisme 

I stedet for at blive ved med at fortælle folk om hvor dårlige mennesker de er fordi har fordomme om autisme, bør man i stedet undervise dem i det. Man kunne jo eventuelt starte allerede i folkeskolen. Man kunne få en autist til at fortælle folkeskoleeleverne om de forskellige ting, der kan være fordomme om - har alle autister en særinteresse, er du vildt intelligent fordi du er autist, er du uintelligent fordi du er autist osv osv. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv kunne tænke mig at gøre det nødvendigvis, det var bare en idé til hvad man kunne gøre. Man kunne også gøre så lærerne tog kurser i det eller at eleverne blev introduceret for et eller andet spil eller en app hvori der er ting, der er forholder sig til autisme. 

For mig handler det om at sprede budskabet om, at alle autister er forskellige i stedet for at se ned på dem, der har fordomme. For jeg forstår godt, at folk har fordomme. Man har fordomme om de ting, man måske ikke altid ved så meget om. Og jeg synes det er fair, at man har fordomme om noget, man ikke ved noget om, for man kan jo ikke vide alt. Hvor skulle man vide noget om autisme fra, hvis man aldrig er blevet introduceret for det på andre måder end f.eks. i medierne, hvor der nærmest kun er 2 typer af autister - de ekstremt intelligente og de knapt så intelligente, altså det er ret unuanceret indblik i autisme. Hvis man som barn allerede lærer om, at der er børn og voksne som har det svært ved nogle ting, der måske kan virke indelysende for andre, tror jeg at folk ville have færre fordomme.

Jeg synes da også selv det er irriterende hvis folk har fordomme om mig som person fordi jeg har autisme, men i stedet for at se dem som dårlige eller dumme mennesker, prøver jeg at bekræfte eller afbekræfte deres fordom. 

Det blev et kort indlæg denne gang, men jeg følte virkelig for at skrive om det her, da jeg tit ser debatter hvor andre autister kan blive vrede over folks fordomme - og selvfølgelig forstår jeg godt deres frustration, men helt ærligt .. hvordan skal man forvente at folk ved noget om en ting, de måske kun er blevet introduceret for i lille grad, eller måske endda slet aldrig har hørt om?

Forandringens tid

Det er meget lang tid siden jeg sidst skrev et indlæg, og det skyldes at jeg havde meget at tage mig til i skolen, jeg havde mange samtaler på kommunen osv. Jeg har endelig overskud til at skrive et indlæg igen, til trods for at jeg faktisk har en del stress på i dag, da jeg skal ud at rejse i morgen. Min blog har i nogle måneder været inaktiv på grund af en del stress. Jeg arbejder nemlig på, at jeg skal flytte hjemmefra hurtigst muligt fordi - ja, jeg trænger til at være min egen og bo selv. Jeg har af de grunde rendt til samtaler på kommunen og hos forskellige mentorer for at blive afklaret med mine muligheder. Det er nemlig ikke helt enkelt når man for det første er under 18, og man for det andet har autisme. 

Samtidig har jeg også været til årsprøve på mit gymnasium og jeg har skrevet Dansk/Historie opgave. Årsprøverne gik rigtig godt - Dansk/Historie opgave - knapt så godt. For at være ærlig, går jeg i øjeblikket rundt og krydser fingre for, at jeg overhovedet har bestået.

Men for at vende tilbage til at flytte hjemmefra. Jeg har i mange år drømt om at bo selv. Da jeg startede med det var det en utopisk og urealistisk drøm, da jeg ikke ejede selvstændighed og da jeg ikke og engang kunne lægge tøj sammen selv. Der er gået 3 år siden jeg var 15 og håbede på at blive mig selv for første gang. Jeg har et godt forhold til mine forældre, men mine forældre er skilt og har to forskellige regelsæt hvilket har været svært for mig at skælne i mellem. Det har givet mig så meget kaos i hovedet, at jeg måske har spurgt om åndssvage ting og brudt regler, uden jeg egentlig var klar over det. Men at jeg flytter har dog intet med forholdet til mine forældre at gøre - for de betyder selvfølgelig meget for mig.

Jeg har valgt at kalde indlægget her for "Forandringens tid" fordi jeg snart bliver voksen. Jeg bliver snart 18. I princippet må jeg tage kørekort nu, men jeg gider ikke. Om meget kort tid må jeg stemme og deltage i demokratiet. Jeg må egentlig gerne flytte hjemmefra nu, det er bare virkelig kompliceret. Jeg må snart købe cigaretter - ikke at det kommer til at ske, men skriver det bare for at pointere de ting jeg kan.

Den vigtigste forandring bliver nok at jeg skal flytte hjemmefra, selvom jeg altid har sagt at det jeg glæder mig mest til ved at blive voksen er at stemme. Det glæder jeg mig virkelig også til, men nu hvor det er ved at være tid til, at jeg skal flytte hjemmefra, kan jeg godt mærke at det er mere spændende end at stemme - hvem troede det var muligt at finde noget, der var det. Jeg har allerede fået skaffet en del ting, jeg mangler bare at få de sidste aftaler på plads og selvfølgelig et sted at bo. Kommunen og min mentor har anbefalet mig at jeg ikke skal bo i bofællesskab, men at jeg skal have bostøtte. Kravet om bostøtte kan jeg godt forstå, fordi jeg er paranoid overfor alle mulige ting, der til tider er ulogiske. Jeg er som sagt også bange for bakterier. Om jeg kommer til at leve renligt er ikke spørgsmålet, for det ved jeg at jeg gør - spørgsmålet er nærmere om jeg overhovedet tør at gøre noget rent i første omgang fordi jeg er så nervøs for at røre ved beskidte ting.

Jeg skal have min egen lejelighed, gerne en lille en. Jeg går efter 1-værelses lejlighed i Randers så det er tæt på skolen. Jeg vil ikke have meget plads, da det uden tvivl ville være unødvendigt og det ville også forvirre mig. Det skal ikke være kollegieværelse, da jeg måske kommer til at bo sammen med nogen med et andet livsyn eller nogen, der ønsker andre regler end mig, og det ville irritere mig endnu mere end hvis jeg skulle bo på skift hos mine forældre.

Det blev ikke mere for denne her omgang. Jeg håber på at skrive mere, når jeg kommer hjem fra Rom. Jeg regner med at have mere tid fordi jeg har ferie, og så er jeg ikke så stresset som i de sidste par måneder.